- Forside ›
- Aktuelt ›
- Slut på 101 en af sommerens mest fantastiske centerlejre
Slut på 101 en af sommerens mest fantastiske centerlejre
2. juli 2010
350 spejdere drog i lørdags mod Næsbycentret med håbet om en god
uge. Nu hvor ugen lakker mod enden er det tid til at gøre status.
Det er vores indtryk, at spejderne drager hjem trætte og mættet af
indtryk, men fyldt med gode oplevelser og nye venskaber. Vi har
kunnet iagttage, hvordan norske og danske spejdere har byttet
tørklæder og skabt venskaber på tværs af landegrænser.
Mange grupper er allerede taget hjem og roen er faldet over
Næsbycentret, mens de resterende grupper nyder deres sidste aften
og nat på centret.
I går blev lejren sluttet af med et brag af et
afslutningslejrbål. De fleste af grupperne bød ind med et indslag.

Vi har sjældent oplevet, at grupperne har præsteret så
gennemført og engageret underholdning som i går, hvilket var med
til at skabe en fantastisk stemning blandt deltagerne af lejrbålet.
De norske spejdere havde valgt at underholde med den norske
nationalsang, under sangen rejste hele lejren sig spontant op. 
Jeg tror, at jeg kan sige uden at overdrive, at vi alle blev
grebet af en særlig stemning under dette nummer. Mange af grupperne
havde valgt at underholde med en sang eller en sketch af meget
forskellig art. FDF-kredsen Præstevang lærte os en FDF-sang på
bedste vis med fagter og fik tilgengæld et meget underholdende
numseråb af Lundehus gruppe(numseråbet vakte særlig stor jubel hos
spejderne). I løbet af ugen har Næsbycentrets webcam indfanget
deltagernes forskellige vej ned til toiletbygningen, nogle har
travlt, nogle er planlæggere og en tredje type forsøger bare at
stikke af fra opvask. Staben demonstrerede på magisk vis de tre
toilettyper, muligvis følte nogle deltagere sig lidt truffet under
dette indslag?
Lejrbålet afsluttedes
med den gamle kending "Nu flyver mørkets fugle ud", der altid er
med til at skabe en særlig følelse af fællesskab hos deltagerne i
sangen.
Det var valgt at efterfølge afslutningslejrbålet for hele lejren
med et seniorlejrbål for de store spejdere. Programmet til dette
lejrbål var ikke planlagt i detaljer. For at bryde isen mellem
spejderne begyndtes dog med kast af fireballs, som efterfulgtes af
hygge omkring bålet med skumfiduser og der blev sunget så højt, at
deltagerne i shelteren bagved lejrbålsgryden må have haft svært ved
at sove! Sct. Paul gruppe havde skrevet to dejlige sange som en
hyldest til Næsbycentret og en særlig til næsfolket på melodien
"Lyseblå bananer", en sang der bragte smilet frem hos de ellers
trætte næsfolk
Afslutningslejrbålet markerede afslutningen på den fantastiske
centerlejr 101!
Jeg vil på stabens vegne gerne sige tak for en hård men fremfor
alt rigtig dejlig uge, hvor flere af vores historiske værksteder
end nogensinde før er kommet i spil, hvilket har været en kæmpe
udfordring for staben. Jeg er sikker på, at flere af os ser frem
til at komme hjem og vaske lejrens støv af os og efter 48 timers
søvn at sende en kærlig tanke til deltagerne og 101, inden vi påny
drager til Næsbycentret.
Ses vi?
På stabens vegne
Sara