Næsbycentret melder klar til sommer

24. maj 2010

Bøgen er sprunget ud og græsset gror og gror. Foråret er for alvor kommet, og snart er det sommer. Det varer ikke længe inden centret igen skal summe af liv og gode oplevelser, for centerlejrene er lige om hjørnet.

Inden sommeren kommer skal centret dog afklædes vinterfrakken - det skal pudses så det skinner. Forlejrweekenden er derfor utroligt vigtig, når vi skal have gjort centret klar til sommerens mange aktiviteter. Desuden er det på forlejrweekenden, at Næsfolk fra nær og fjern bliver oplært, så vi kan yde fantastisk service sommeren igennem.

Rafter

Igen i år har det været en fantastisk weekend, takket være de mange Næsfolk som kom herned for at knokle og hygge. Græsset er slået, ukrudtet ryddet af vejen, en pokkers masse rafter er flyttet, den lille raftegård er revet ned og bolcheteltet er sat op. Næsfolk i massevis er blevet omskolet, så vi igen i år kan tilbyde en kompetent stab på alle centerlejrene. Friluftskøkkenet var i gang, flere blev omskolet til smedjen og de historiske værksteder var i fuldt vigør.

Mandag formiddag blev sidste hånd lagt på værket, inden lederne mødte op om eftermiddagen. Stensalen blev fyldt til randen af glade og forventningsfulde mennesker, som manglede de sidste informationer om sommerens lejre. Der blev sunget, spist kage og uddelt generel information, inden de fremmødte ledere blev vist rundt sammen med deres respektive lejrledere.

LEdere

Efter et par timer i selskab med sommerklare Næsfolk tog lederne hjem, helt parate til sommerens lejre.

Snart går det løs. Centerlejrene 2010 begynder. Glæd jer - det gør vi!