Så kom der gang i aktiviteterne...

28. juni 2009

Søndag morgen stod den på fuglesang og skyfri himmel i samme øjeblik, man hørte den velkendte og dejlige lyd af teltets lynlås, der åbnedes og glade ansigter, der tittede ud.

Søndag var også dagen for andagt og hvor det sidste af lejrpladserne skulle bygges. Herunder er der travlhed med at færdiggøre indgangsportalen og så er den klassiske vandvarmer kommet i brug.

091-2 Indgangsportal

091-2 Vandvarmer

Men det blev ikke kun til pionering og lækre lejrpladser denne solfyldte søndag. Det var også for alvor tid for spejderne til at fylde sukkerdepoterne op og trængslen var stor, da første Biksen åbnede op i frokostpausen. Det gode vejr gjorde kolde is eftertragtede og køen blev hurtig lang.

091-2 Bikskø

Med slikbalancen på plads var alle spejdere klar til at kaste sig over aktiviteter fra eftermiddagens start. Der blev blandt andet pjasket i kajakkerne, skudt med flaskekanon og lavet dampturbine. Det hele i højt og hyggeligt humør.

091-2 Kajak

091-2 Flaskekanon

091-2 Dampturbine

Men dagen var slet ikke slut efter al den aktivitet. Maden skulle selvfølgelig kokkeres og søreme, om der ikke igen i dag blev lavet boller i karry. I dag var det Greves tur til at kokkerere og deres udsendte rapporter fik lov til at smage på sagerne. Der var tale om en klassisk boller i karry i form, men smagen var anderledes. Den var tilsat dette særlige ingrediens af spejderlejr. Det kan være svært at forklare, men det gør, at man ikke bare er på spejderlejr. Man føler spejderlejr helt ind under skind og hud. I læsere derude er de visuelle dommere, og selvfølgelig skal I også have mulighed for at vurdere i dag.

091-2 Boller i karry

Jeres udsendte nød denne lille gastronomiske anretning, inden han drog med de andre spejdere til dagens sidste oplevelse. Det var tid til lejrbål... men men men. Det viste sig ikke at være et helt traditionelt lejrbål. Scenen blev overtaget af superseje agenter, der forsøgte at oplære spejdere og ledere i så vanskelige ting som vandskydning, numsekoder og brug af tjenestepiger.

091-2 Agenter

En god og lang dag er nu slut, spejderne er gået til ro, og vi ser spændt frem mod en mandag med endnu flere oplevelser og nye venskaber.